JOURNAL  /  EFTERFØDSEL

Efterfødselstræning - er det nødvendigt?

Kvinder er forskellige, graviditeter er forskellige og fødsler er forskellige. Derfor findes der heller ikke en rigtig måde at træne på. 

Men uanset hvem du er, hvilken graviditet og hvilken fødsel du har haft, har din krop været igennem en stor omvæltning både hormonelt og strukturelt. Derfor er efterfødselstræning relevant og et vigtigt redskab i at samle og genskabe et stærkt fundament for krop og sind. 

LOUISE BEKHØJ
03.02.2025

Kvinder er forskellige

Tænk på kvinder du har i din omgangskreds. Måske ligner de dig på mange måder – sandsynligvis er de helt forskellige, på lige så mange måder. Både personlighed, fysisk udseende og det liv i hver i sær lever, kan være helt forskelligt. 

Nogle har måske være gravide? Haft en legende let eller drænende hård graviditet. Nogle har måske været i fertilitetsbehandling og nogle er måske mor til flere.  

Det er blot nogle af mange parametre, hvorpå kvinder og mødre kan være forskellige – og hertil kan du lægge, at fødsler er lige så forskellige. Nogle hurtige, nogle lange, nogle rolige andre kaotiske, nogle med kejsersnit, nogle i vand, nogle derhjemme og andre noget helt andet. 

Mødre har meget til fælles

Uanset hvem du er, hvilken graviditet og hvilken fødsel du har haft, har din krop været igennem en stor omvæltning både hormonelt og strukturelt. Lige netop dét, har du til fælles med mødrene i din omgangskreds, mødrene i din mødregruppe, mødrene på gaden og selvom det er længe siden, har din egen mor været igennem selvsamme. 

Måske føles det også lidt som om, at nogen har ommøbleret dit underliv

En ny krop, et nyt sind, i en ny hverdag

Ikke blot står du i en hverdag med en lille baby, eller flere – en hverdag som på et øjeblik blev vendt helt på hovedet. Når du ser dig selv i spejlet, er du ikke længere gravid, men heller ikke den du var, før din graviditet. Du ser med taknemmelighed og stolthed på en krop, der har skabt og båret dit barn – men, måske føles det også lidt som om, at nogen har ommøbleret dit underliv og du er ærligt talt lidt træt, fordi at 8 timers sammenhængende søvn passer dårligt med din babys behov. 

Et stærkt fundament

En fødsel vil – uanset om den er vaginal eller ved kejsersnit – efterfølges af en helingsperiode, hvor krop og væv heler. Det er som enhver anden “skade” kroppen kan udsættes for. Ligesom det er naturligt at genoptræne et knæ efter en skade, forinden du hopper i løbeskoene – er det lige sådan med kroppen efter en fødsel. Omend man gerne ville kunne dét man kunne før graviditet og fødsel, er det vigtigt at skabe et stærkt fundament.

Kroppen er helt fantastisk og meget klarer den selv i månederne efter fødslen, men du kan også selv hjælpe den, og hele dig, kærligt på vej.

Efterfødselstræning er relevant for nybagte mødre – ikke fordi, at der findes rigtig og forkert træning, men fordi, du skal finde et passende niveau for den, du er og der, hvor du er. Kroppen tilpasser sig det vi gør regelmæssigt, derfor vil du opleve at din efterfødselstræning med tid og ihærdighed snart vil blive til helt almindelig træning.

Det er blot vigtigt, at starte roligt ud og genskabe et solidt fundament førend du igen kaster dig ud på løbeture og melder dig på dit yndlingshold – præcis som med enhver anden genoptræning.

Er du i tvivl om efterfødselstræning er det rette for dig? Få afklaring på dine spørgsmål med en gratis og uforpligtende konsultation
Indhold
Book en gratis og uforpligtende konsultation
Få svar på dine spørgsmål om efterfødselstræning med en gratis og uforpligtende konsultation
Læs mere om graviditet og efterfødsel